søndag den 30. september 2012

Model Anne fra Aagaard Tekstil i Thy er langt om længe færdig.

Så fik jeg endelig noget færdigt til mig selv. En model Anne fra Aagaard Tekstil i Hurup Thy- i engelsk uld i dyb lilla, lyngfarvet og mørk cheriserød. Brochen kan sidde på mange måder, men det skulle gå lidt stærkt fordi det regnede, men alt i alt er jeg godt tilfreds. Cardiganen er dels strikket dels syet sammen. 
 Ryggen på model Anne designet af Kirsten Mogensen.
 Ærmet synes jeg også er fint med de grafiske linjer
Ryggen er jeg også helt tilfreds med.

Eneste minus var, at der ikke var nok af den lilla selvom jeg overholdt strikkefastheden, så den blev lidt dyrere end beregnet, da jeg dels skulle købe ekstra garn, betale porto og gebyr fordi hun enten skulle have pengene i frimærker- hvilket er svært at fremskaffe herude på landet i de beløbstørrelser eller på check, men jeg er meget tilfreds med resultatet og skal jeg købe garn der for eftertiden husker jeg at købe et ekstra nøgle  af hovedfarverne, for det er anden gang jeg oplever at der er for lidt i kitsene.

lørdag den 29. september 2012

Til Kandidatfest med en fantastisk kage til dessert og lidt ekstra varme sokker til kandidaten.


Kandidaten er klar til at skære desserten for. Hans svigerinde er en sand kunstner i kager og har vundet mange priser og denne var ingen undtagelse- en 4 lags meget mørk chocoladekage med vanilliesmørcrem og pyntet med fondant gjorde bogen så livagtig, at flere af famlien ville bladre i den!!! 


 Her er den flotte kage i fuld figur med bogmærke og det hele- meget, meget flot stykke arbejde.
Som en lille ekstra gave fik kandidaten også et par nystrikkede sokker--- som han selv har købt garnet til-- han synes nemlig at herretøj er så kedeligt så han laver et lille oprør på fødderne siger han. Han er efter at have mødt datteren blevet afhængig af uldsokker, så det er jo både ondt og godt, når der i forvejen skal strikkes en masse andet også- -men jeg når det jo nok, når det kommer til stykket. De her blev  man i hvert fald glad af at strikke- ikke kedeligt som grå og brune herresokker normalt er. De er strikket af to nøgler af Brugsens gode sokkegarn.

mandag den 24. september 2012

"Svigersønnen" blev cand.mag. i historie i dag.- hurra- en milepæl af det større

 Så blev "svigersønnen" færdig på Aalborg Universitet med sit studie i dag og kan fra nu af kalde sig cand.mag. i historie og han sluttede med et 7 tal ( 9 efter den gamle skala). Det var rigtigt flot og vi er meget stolte og glade på den lille families vegne, selvom det jo nok betyder, at de på sigt skal forlade det nordjyske, men heldigvis er Danmark jo ikke så stort.
Gaven kan jeg endelig vise frem nu- hemmeligheden, som jeg har måttet lyve mig ud af, fordi svigersønnen er flittig læser af bloggen. Det blev til  et dobbeltstrikket tørklæde i Duo uld og mønster fra Design Club med navnet RUNER indkøbt på Saltum Uldfestival i maj.

Der var lidt garn tilbage, så jeg strikkede også en hue i dobbeltstrik. Det sæt blev han vist godt tilfreds med.
På den ene ende står der Moesgaard Aarhus, som mønstret viser og på den anden ende har jeg "ristet" "kandidat lunoee " og på hatten står der "lunoee" og 3 soltegn fra bronzealderen fra helleristningerne på Madsebakke på Bornholm.
Når man først har fanget ideen i dobbelstrik minder det meget om almindelig jaquardstrik og jeg følte mig hensat til gamle dage med hønsestrik, hvor jeg forøvrigt også strikkede en tunika med helleristninger, så historien gentager sig.


tirsdag den 11. september 2012

Hvordan man undgår besøg af Monterings Aage og Finitis Yrsa

Jeg læser ofte på folks blogge, at de har UFOer, som ligger år ud og år ind, fordi de mangler at blive monteret. Det har jeg også selv haft problemer med, men efter jeg har lavet denne øvelse, er det forsvundet. 
Det vil jeg gerne dele med dig- kære læser- så jeg håber det kan være til glæde og inspiration.    



Strikkepose har jeg altid haft, men den her er speciel og ret smart, da det er en skopose med plads til to sko, så  den er delt op indeni, så der er to rum.
 Det betyder at strikketøjet ligger i den ene side og i den anden side ligger ekstra nøgler og min uundværlige kasse med værktøj, der har sendt Monterings Aage og Finitis Yrsa på porten.

 Æsken er fyldt med lige præcist det man altid har behov for og lidt til- nogle strikkegadgets, som kun kommer i spil indimellem.

Jeg har plastikmarkører, maskemarkører og en sikkerhedsnål med ærkkemarkører- et lille stofmærke fra Geilsk med diverse broderinåle i forskellig tykkelse og en enkelt synål til knapper- en hæklenål til at rette med- et par maskeholdere- "knækpinde" til snoninger i to tykkelser- en saks, en måler til pinde- et gult målebånd på rulle. en pindetæller( bruger jeg nu ikke ret meget) samt et måleskema til sokker, som jeg engang fik med en strikkeopskrift på sokker fra Aldi. Det er af  pap og helt uundværligt.

Du kan se måleskemaet her. Jeg tror det kan forstørres, så du  kan se målene.

Jeg håber, at  det kan være til ide og inspiration for andre. Det betyder for mig, at når alle monteringstingene ligger i posen sammen med strikketøjet, skal jeg ikke ud og lede efter tingene forskellige steder men har det ved hånden og går direkte fra at stikket til at montere og derfra går jeg så videre til at vaske det i shampoo og balsam, centrifugere det ( det bruger jeg for små tings vedkommende forresten min salatslynger til)  og spænde det op. Først derefter er det færdigt.

Jeg blev heldigvis nogenlunde rask til i søndags, så vi kom afsted  til Blokhus, Løkken og så Børglum Kloster. Det vil jeg lave indlæg om senere, da vores fotos ikke er på den her pc. Det blev en meget vellykket tur.

lørdag den 8. september 2012

Host hark-- så blev man perlebrud--- med influenza af de rigtigt svære--- men Fiona blev færdig.

 Jeg har frabedt mig gaver i forbindelse med at vi i tirsdags havde perlebryllup. det hedder det når man har været gift i 30 år, men gemalen dukkede alligevel op med en buket og den var da også svært pæn. Jeg har haft rigeligt tid til at se på den, for jeg har ligget i sengen- sådan rigtigt - med influenza. Det er umindelige tider siden jeg har haft det- godt man glemmer, hvor slemt det er-- håber det bliver overstået til i morgen, hvor børn kærester og barnebarn skal på den årlige tur  "ud i det blå", som vi har haft hvert år siden vi blev gift.


Imidlertid har jeg fået denne lille kjole færdig til barnebarnet i str 2 år selvom hun ikke er fyldt 1 endnu, men den hun har i str 1 år er hun vokset fra.


På bagsiden er der knaplukning- strikket i Garuudsalgs uld og bomuld i lyseblå og petrol.
De små elefantknapper har ligget og samlet støv, men passer præcist i farven, så jeg tror den bliver god.

Selvfølgelig har jeg også strikket andet i den lange tid, der gået siden jeg sidst fik noget færdigt, men det er en hemmelighed, så det må vente med t blive vist frem lidt endnu.