fredag den 2. januar 2009

Sej datter.

En smuk og iskold udsigt fra stuen over havet
Så havde datteren sidste arbejdsdag i lørdags og det blev noget af en rejse.
Først kørte busserne lørdagskøreplan på nytårsaftensdag, hvilket bevirkede, at hun skulle gå 1½ km og det med alt sit renvaskede arbejdstøj plus det hun skulle skifte med, når hun var færdig.
Hun måtte pga busserne møde ca 3 kvarter før hun skulle, og hun kunne ikke komme hjem før kl 15.30, så hun blev og hjalp med at lukke butikken og fik ligesom de andre et gavekort til et stormagasin i byen for 300 kr fra personaleforeningen, for 3oo kr kransekage fra bagerafdelingen og alt det nytårssjov hun kunne slæbe hjem. Det bedste af det hele var, at hun ikke vidste, at hun skulle have det. Det var en dejlig overraskelse. Hun vidste bare, at hun gerne ville kunne handle i butikken igen, og hun hjemmefra har lært at sige ordentligt goddag, når man kommer ind ad en dør og ordentligt farvel, når man går. Det fik hun også gjort, og hun kunne tage hjem med hovedet løftet og være stolt af sig selv og sige- det gik som det gik, men nu er jeg en erfaring rigere.
Jeg var lidt imponeret af hende da hun ringede kl 3 om natten for at sige godt nytår for da havde hun været oppe i 21 timer og været på arbejde i 8 timer.

I dag har hun så været på kommunen og søgt kontanthjælp og i Føtex, der ligger ved siden af hvor hun bor, har hun søgt læreplads i en isenkramafdelingen. Nu må vi se om det giver bid. Hun fik dog ikke søgt kontanthjælp, for de skulle jo have en masse papirer, som der ikke var oplyst om, at hun skulle have med, men på mandag skal hun til møde med en sagsbehandler, hvor der skal laves resourceprofil, så hun kan søge om revalidering.

Jeg håber og beder til, at hun kan få lidt hjælp ad den vej, for hun trænger til ikke hele tiden at støde hovedet mod en mur. Hun er godt nok en fighter, men selv fightere har brug for medgang.

6 kommentarer:

Helle : sagde ...

Godt gået af din datter, jeg krydser finger for hende.

Karin Grøn sagde ...

Jeg er bare s¨stolt af hende. Hun er bare så sej.
Tak for din kommentar- det blev jeg glad for. Det bliver man når man har et barn, der ikke er helt som alle andre.
Kh Karin

Madame sagde ...

Jeg ønsker alt godt for datter, Karin, men I lyder til at være en stærk familie, der støtter hinanden på den allerbedste måde. Og hun er jo fyldt med gå-på-mod, som er den bedste begyndelse. Jeg har en søn, der ikke er helt som andre, så vi kender det også her.

Varme klem til dig :-)

Karin Grøn sagde ...

Hej Madame

Tak for din opbakning. Ja, vi er en stærk familie, men vi kan også have brug for opbakning.Vi er en meget handicappet og anderledes familie så vi har et meget lille netværk, men dem vi har er til gengæld reele venner.
Jeg ved godt at alle er forskellige og normalen findes ikke men os, der har børn med et handicap, kan ikke rigtigt bruge det til så meget. Det værste er næsten når man har ladet dem udnytte deres evner til det yderste så de er næsten normale for så er der absolut ingen hjælp at hente. Vi håber hun klarer den og bibeholder kampånden.
Kh Karin

Samtal från min trädgård sagde ...

Åh, det er nästen så man sidder med tårer i öjenkrogen! Hun er så sej og dygtig, din datter. Lad os håbe, at hun får en engageret sagsbehandler, som kan hjälpe hende på vej til noget lidt mere varigt. Det er som du siger svärt, når de hele tiden skal anstrenge sig maximalt, og så lige precis og nästen når op til det som regnes som normalt. Der er jo ingen mennesker med eller uden handikap som orker at arbejde 100-120% hver dag, der må väre dage med 80% ydelse, men det accepteres ikke rigtigt i vores samfund, desvärre.
Du må give hende alle de knus du kan, så hun bibeholder sin kampånd, sit söde väsen og sin tro på at mennesker vil hende det godt, selvom hun har stödt panden mod muren. Både hun og du og resten af familien er heldige, at I har hinanden. Ha' en dejlig weekend!

Karin Grøn sagde ...

Hej samtaler.

Tak for dine medfølende og omsorgsfulde ord. De varmer virkelig. Hun får en masse knus. Hun er så sød og desværre også naiv og godtroende, at man ikke kan andet. Hun er skrøbelig og følsom og mange gange kan kun knus og fysisk nærvær give hende ro, når angsten og uroen tager fat.
Vi håber også det bedste for hende og hun har heldigvis arvet eller lært min proptendens. Vi skal nok komme op et andet sted og så ser verden helt anderledes ud og det er jo så med at få det bedste ud af den verden man så er havnet i.