søndag den 27. december 2009

Flere juletræer og flere baskerhuer


Det blev lige til to hold juletræer mere- et til mine forældre og et til nabokonen, der har fødselsdag i dag - 3. juledag.






Datterens julegave kan også vises frem nu. Det blev til en baskerhue i sort og rød Kauni med muffedisser. Hun har hele sit liv frosset og det gør det ikke bedre, at hun har tabt sig en masse pga en medfødt tarmsygdom, som lige nu er på fuldt blus og- forhåbentlig - ved at blive diagnosticeret nu efter 22 års venten.
Heldigvis kan muffedisserne holde hende varm, så jeg må nok i gang med med nogle flere.



Baskerhue til nabokonen, der som sagt har fødselsdag i dag. Vi har lige været ovre at lykønske og få en kop kaffe, så vi håber hun får en god fødselsdag.

onsdag den 23. december 2009

Juletræet med sin pynt---- ønsker alle læsere en glædelig jul


Juletræet med sin pynt- venter på vi får begyndt---- er en af mine yndlingsjulesange.
Den fortæller på en smuk måde om traditionerne og om naturen.
Den har også - sammen med blogge og ting jeg har set rundt omkring inspireret mig til at strikke disse juletræer- og det ene er endda med pynt- strikket med perler inde i træet.
Hermed vil jeg ønske alle mine læsere fra nær og fjern en rigtig
GLÆDELIG JUL
med tak for mange dejlige kommentarer til mine ting og i håbet om at jeg igen til næste år vil få mange sjove og tankevækkende kommentarer
Juletræerne er enkle at lave.
Lille træ
Slå 30 m op på p nr 6 strømpeinde ( jeg strikker kun med 4 pinde- 5 p larmer) med alm totrådet uldgarn, der kan filte. Strik en pind ret- to pinde vrang og 4 p rundt og tag så to m sammen i begyndelsen af hver p. Strik 4 p og tag 2 m sm i begyndelse af hver p.
når der er 3 m tilbage strikker man alle m over på en pind og strikker ret og sætter m hen iden anden ende af pinde og strikker ret igen. Så får man en fin top.
Stort træ
40 m og samme system.
Træ med perler
ca 36 perler til stort træ ( plastperler fra Tiger) Perlerne trækkes på uldgarnet med en stramajnål. Perlerne skubbes foran arbejdet og ved hver 4. p strikker man en perle ind i masken hvor man strikker sammen og ved næste indtagningspind forskyder man den, så den ligger mellem de forrige perler.. Den lægges i højre side af masken og strikkes så bare over. Skub perlerne godt frem inden filtning.
Træerne filtes ved 40 gr med 1 spsk alm vaskepulver og tørres godt.
Og husk- du må IKKE strikke på juledag- så får du "bolne" fingre.

lørdag den 19. december 2009

En nissemand fra Nisseland ......

Vores lille nevø Anker på Sjælland, der er 1½ år skal egentlig have en ny uldtrøje, men da vi kun ser ham en eller to gange om året kan jeg ikke følge med i hvor stor han er nu og hvad han mangler. Derfor får han en lille nissemand fra Nisseland med uld indeni. Han er strikket i Kauni efter den model, som Røde Kors nørklerne bruger til dukker og han kommer med et gavekort til forældrene med lovning om en ny uldtrøje, når Anker er blevet målt, så jeg kan strikke den i den rigtige størrelse.
Håber han kan bruge den.

onsdag den 16. december 2009

Halstørklæde i dogmestrik og baskerhue

Så faldt den første julesne og jeg måtte skynde mig, for i søndags fik jeg min mors ønskeseddel og derpå stod der en hue og et halstørklæde i uld. Huen blev baskerhuen fra www.gavstrik.dk under opskrifter og tørklædet er eget design


Baskerhue i Kauni 8/2
Mit tørklæde i " dogmestrik" i vendestrik. Jeg har fundet bredden og længden på et engelsk halstørklæde i klantern og så gik jeg ellers igang med vendestrik uden tegning og lod garnet bestemme. Det kom der det her ud af.


Balder stod længe og ventede på at være fotomodel, så det fik han så lov til.

mandag den 14. december 2009

Luciadagslink på Svensk TV på nettet

Lige et lille link til SVTV1s 1 time lange Luciamorgen. Den sendes hvert år den 13. december kl 7 om morgenen og kan ses resten af året, så god fornøjelse.

http://svtplay.se/t/123386/luciafirande_i_sv

søndag den 13. december 2009

Luciamorgen

Lyset kommer med stjernen og jeg tænker på at det er Luciamorgen. Fra vi boede i Nordsjælland har jeg hver luciamorgen været oppe at fejre Luciamorgen og bage Luciabrød.

Solen stiger yderligere ude over havet og desværre kan fotoapparatet ikke opfatte alle de skønne nuancer

Jeg har igen i år været ukristeligt tidligt oppe og bage luciabrød med safran men for første gang venter vi med at se svensk luciamorgen på svensk tv 1. De genudsender i aften kl 18.15 og skulle nogen kunne se det og have interesse for korsang og musik er det en meget smuk udsendelse. I år er det fra Vaxsjø kirke med 180 terner der synger et hav af svenske luciasange. Vi kender jo kun den neapolitanske fiskersang her i landet, men i Sverige har de rigtigt mange og lur mig om der ikke stadig skrives nye.
Brødene spiser vi normalt til morgenmad og hele huset er oplyst af levende lys og så ser vi tv i mørket og hører de smukke sange. Brødene kan spises hele dagen med smør eller uden noget eller med honning og til kaffe og te og med den mængde jeg har bagt i år tror jeg at der bliver lidt til fryseren også.
LUCIABRØD
ca 2 plader
100 g smør
5 dl mælk
1 æg
50 g sukker
½-1 g safran
½ tsk salt
25 g gær
ca 550 g mel ( juster mængden- det kan variere meget men ca 10 dl)
Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælk og varm det til lillefingervarm. Stød safranen i en morter med lidt af sukkeret og tilsæt det sammen med resten af sukkeret, saltet, ægget og gæren, der opløses i blandingen

Tilsæt mel lidt efter lidt. Det er en bløddej, dvs smørret er med til at den kan slippe bordet, men den skal selvfølgelig hænge sammen og kunne arbejdes med, så tilsæt melet så det passer- gerne lidt for blød.
Lad dejen hæve i 45 min
Rul dejen ud til en plade ca 20 cm bred og 1 cm tyk og skær ca 1 cm tykke stænger af det. Form det til lussekatte, som de hedder på svensk. Alle mulige og umulige krumspring og cirkler, men altid med en spiral der vender den ene eller anden vej i spidserne.
Pensel med et sammenpisket æg med lidt vand i og pynt spiralerne med en enkelt rosin.
Lad efterhæve ca 20 min og bag ved 225 g i 10 min.
Hvis du ikke synes du har penge til safran, kan du bruge gurkemeje ca 1 spsk og 1 tsk kardemomme. Det giver også en god smag. Desuden kan man putte en håndfuld rosiner i dejen, hvis man har lyst.

onsdag den 9. december 2009

Vendsysselgrønlangkål

Så er der dømt vendsysselgrønlangkål- omend lidt forsinket i år pga misvækst i grønkålen. Det er første gang i de 26 år vi har boet her, så jeg måtte vente på at min gamle far på 80 fik høstet sine og min mor fik dem kogt, så jeg kunne få resten.
Proceduren er, at man tager bladribben af og så skal de vaskes og vaskes og vaskes i badekarret- mindst 5 gange og min omhyggelige mand står for den side af sagen.
Heldigvis er der næsten altid tilbud på nogle gode og ikke for fede ribbensstege op mod jul, så de bliver grønsaltet et døgn og kogt i en gryde før kålen kan blive kogt. Derefter bliver kålen kogt mør i ca 10 min. Nogle på egnen koger dem i 3 timer, men så er de brune og kedelige og efter min mening uden smag og struktur.
Kålen lægges op på et fad og når det er til at røre ved krystes de som en god stor snebold og så meget af suppen som muligt krystes ud.
Derefter køler de helt af og bliver så frosset ned i portioner. Desværre blev det kun til 14 grønkålsboller i år. Ærgerligt for vores unge for de plejer at overtage resterne- det er dejligt fastfood med et stykke medister eller hamburgerryg til hvis man har travlt med eksamenslæsning i januar.
Tilberedningen består i, at bollerne tøs op og skære i skiver og hakkes groft med en kniv. På panden smeltes ca 1 spsk smør og 1 spsk svinefedt og kålen varmes heri under omrøring, for ellers bliver de hurtigt brændt på. Når den er rygende varm samles den med så meget piskefløde, at den lige netop hænger sammen- ikke mere - og så smages den til med salt og en knivspids sukker- det må IKKE være sødt. Dertil spises koldt kogt flæsk, som suppen er kogt på, stegt medister og eller kogt kold medister og evt kogt kold hamburgerryg.De seneste år er vi også begyndt at få sukkerbrunede kartofler dertil, men vi har også prøvet med brasekartofler og det falder mere i vores smag. Det kan nemt blive for sødt og fedt og vammelt. Naturligvis skal det så også serveres med gode hjemmesyltede rødbeder og en god sennep- eller flere forskellige for den sags skyld. Dertil drikkes rigtig julehvidtøl og gerne en bjesk.
Alle her i huset kan lide det selvom det ikke ser så lækkert ud når det er færdigt, så smager det guddommeligt.

mandag den 7. december 2009

Engle dale ned i skjul- nu med opskrift

Hver juleaften står dette englekor på bordet med lys eller juletræ i midten, men de skal være der.
Derfor har jeg valgt at lave opskriften på englen, som er købt på en basar på Støvring friskole for 25 år siden og som jeg siden har strikket masser af. Jeg tror opskriften fortaber sig i fortiden, men jeg har skrevet den af udfra hvad jeg har strikket og ændret lidt på den, så her er den. Måske træder jeg nogen over tæerne, men jeg synes den er så sød, at den bør være til rådighed for andre.
STRIKKET ENGEL
P nr 2
Strømpegarn eller andet tyndt garn.
Kroppen:
Slå 45 m op
Strik hulkantbort:
Strik 2 p ret- strik en hulrække ( 1 kantm- *sl o, 2 r sm* forsæt rækken ud og slut med 1 kantm- 2 p ret.
Strik 10 p glatstrik
Strik på næste p 1 km- 2 r sm- 1r-1 km pinden ud ialt 24 m
Strik 10 p retstrikning
Luk 10 m af i begyndelsen af de næste 2 retp
Slå 14 m op i slutningen af hver af de næste 2 p
Strik 14 p ret og luk alle masker af.
Vinger:
Slå 12 m op
1.- 7. p: ret
2. - 8. p: 1 kantm- strik 2 ret sm- 8 m r - 1 m udt( saml lænken inden sidste m op og strik den dr. r)- 1 kantm
9.-17. p : ret
10- 18. p: 1 kantm- tag 1 m ud- 8 m r - 2 r dr sm.
Man kan selv strikke noget hulmønster ind i vingerne, hvis man har lyst til det, blot skal der være en kant på 2 m hele vejen rundt.
Montering:
Sy kjolen sammen bagpå og fold armene sammen og sy dem til kjolen og forsæt med at sy armene sammen til hver side. Sy en ritråd i ærmerne forneden og træk dem sammen og sy dem sammen gennem en lille træperle.
Hovedet laves af en lidt større træperle, hvor der sys hår på ved at sy gennem hullet med garn til man synes der er hår nok.
Hvis man ønsker en glorie kan den laves er f.eks. en gardinring, der limes på eller der kan sættes en stor stjernepaillet på hovedet af englen.
Til slut fyldes den med vat eller kartet uld.
Den kan laves i forskellige størrelser afhængig af garntykkelse og tilhørende tykkere strikkepinde. Hvis man vælger en større trækugle, kan det være en fordel at sætte f.eks. en grillpind i den før man fylder kroppen med, da hovedet ellers let bliver for tungt til strikket at holde. God fornøjelse.



Englen før den er samlet med træperler

lørdag den 5. december 2009

En enkelt hæklet irsk blomst som broche til huen- tørklædet eller frakken- og så er familien Nis flyttet ind

I morges fik jeg lige ideen til at lave en broche i garnet fra huen og tørklædet, så den kan sættes på huen, på tørklædet eller på frakken eller et helt andet sted

Her er den så landet på huen i gaven. Så er hun fri for at pakke ud.



Og så er familien Nis flyttet ind.

Deres huer er i hvert fald parkeret på min radiator efter de har været i vaskemaskinen. De skal nok finde anvendelse og jeg fik brugt en masse rester. Det er bare en enkelt aftens produktion, så nu tror jeg den står på juletræer, hvis jeg kan finde på hvordan jeg har lyst at lave dem. Jeg har flere ideer, så måske er jeg heldig at få noget af det ført ud i livet. Der er nemlig også en del grønt garn

torsdag den 3. december 2009

Hue og halstørklæde i Kauni effekt færdige på en ØV-dag




Så blev gaven til nabokonen færdig og jeg tror den her holder. Det vil hun gerne gå med- tror jeg- det er enkelt og alligevel specielt på en dæmpet måde. Det håber jeg i hvert fald hun bliver glad for. Hun fylder 60 år på lørdag.

Jeg overvejer lidt om jeg skal sætte nogle perlemorsknapper i tørklædet, men tænker alligevel at det måske ikke er så god en ide, hvis hun begynder at kaste det rundt om halsen . Hvad synes du?Huen skal selvfølgelig også have et par stykker eller tre, tænkte jeg.

Derudover har jeg ikke været så aktiv på det sidste.


Først fik jeg en omgang forkølelse der varede en halv snes dage, og så blev jeg rask, og datteren og jeg tog en tur til København på juleindkøbstur, hvor jeg så reddede mig en gang Roskildesyge som først er ved at være væk nu. Aldrig har jeg været så syg.

Det har i det hele taget været en rigtig uheldig tid.

I går var jeg i Aalborg- skulle til samtale med datteren, der selvfølgelig også har været syg og ligget herhjemme siden fredag, men så blev sagsbehandleren syg.

Da jeg skulle hjem, tankede jeg benzin og, så ville bilen ikke starte!

Det viste sig at være nøglen, der var gået i stykker og startspærreren var gået i udu, men det kostede mig 1½ time i en kold bil, hvor jeg ventede på Falck.

Da jeg langt om længe kom hjem, ville jeg starte opvaskemaskinen - naturligvis gik håndtaget i stykker, så nu venter jeg på en håndværker og jeg har vasket en kæmpeopvask op i hånden. Opvaskemaskinen blev også gjort ren så mon ikke det alligevel havde et formål. Det håber jeg.

Og mens jeg skrev dette her brændte jeg så lige en gryde havregrød med tranebær fast i bunden af en gryde.

Jeg tror jeg skal have det andet ben ud af sengen i dag.
Juletræ i Tivoli

tirsdag den 10. november 2009

Stjernebaskerhue fra Dominostrik

Balder som fotomodel med stjernedominohat
Stjernedominohatten bagfra i ubekendt shetlandsuld og grønt geilsk tynd uld
Stjernehatten fra forsiden
Stjernehatten bagfra. Jeg har valgt at sy stjernen sammen og ikke lave en lille tut, da jeg syntes det blev for meget, men den findes i bogen Dominostrik af Vivian Høxbro

mandag den 9. november 2009

Flere fotos fra Skagen- nu luftfotos







Så kom der flere fotos fra Skagen, men denne gang er det ikke vores egne, men har du lyst til en kigger er her de fotos, som Skagen Turistforening fik taget som luftfotos

søndag den 1. november 2009

Luffe- du er den sødeste søløve søen har set i Skagerak med udsigt til Kattegat

Der gøres klar til et stort foto af ordet SKAGEN på Grenen

En nysgerrig tilskuer dukkede op af havets bølger i Skagerak og så os an ca 10 m fra hvor vi stod


Han havde lidt svært ved at holde varmen så han viftede lidt med halen og lufferne

Jeg behøvede ikke noget rødt tørklæde- jeg kunne godt ses på luffotoet- fik jeg at vide. Selv mine uundværlige vandrestave var røde. De får mig til at kunne suse afsted og gå i samme tempo som normale og i dag overhalede jeg nogle, der ikke var gangbesværede. Genial opfindelse.

Så samledes vi ved Axel Linds museum og restaurant De to have og råbte Hip hurra- hip hip hurra hurra hip hip hip hurra hurra hurra , som man gør i Skagen

En porsebjesk til at varme sig på- det var nu ikke så ringe

Balder var skam med hele dagen- kulturel hund- må man sige
Søndagen bød på en dejlig men blæsende dag på Grenen i Skagen.
Der var et arrangement, der hed Skagen 365 der skulle fortælle at Skagen er åben 365 dage om året - også om efteråret og vinteren - og der er faktisk aktiviteter, der er værd at flytte sig efter.
Det var Skagen Turistforening og Frederikshavn kommune der stod bag og vi kom lidt sent afsted, men nåede grenen lige før der blev stillet op til fotografering. Folk skulle mødes kl 10 og vi var der først kl 10.45 og ude på grenen kl 11.15. Der var blevet udleveret røde halstørklæder til deltagerne, men det behøvede jeg nu ikke, som I kan se.
Først skulle folk så stilles i formationer, så de dannede ordet Skagen. Det gik fint. Hvis I ser et foto af det engang er jeg den sidste person nederst i S -- hæ hæ.
Senere skulle vi så stå hånd i hånd langs vandkanten helt ud til spidsen og på begge kystlinjer. Vi kom til at stå ved Skagerak, for der var ikke plads ved Kattegat.
Mens vi stod der- opdagede vi en lille hyggelig fætter, der møvede sig op på en tørlagt revle. Det var en MEGET nysgerrig sælteenager. Han var virkelig teenager. En unge fra i år med små bitte luffer, et lille hoved, et temmelig rund og kort krop og halefinnen passede. Han lå og kiggede på alle de mærkelige skabninger, der var på stranden- hunde og mennesker.
Han lå der stadig da vi gik hjem .Hans lillesøster, der var meget mindre lå og svømmede frem og tilbage og ude over 2. revle kunne vi med jævne mellemrum se deres mor.
Jeg har aldrig set sæler i danske farvande- kun i Grønland, da jeg var på rejse derop som ganske ung, og så skulle det ske på Grenen. Det var hyggeligt.

Jeg tog Sandormen tilbage, der i dagens anledning var gratis.
Alle samlede sig ved Skagen kunstmuseum og Restaurant De 2 have og der blev der råbt et Skagen Hip hurra- og serveret en porsebjesk- den varmede og smagte skønt.
Bagefter var der billig buffet på De 2 have- og den var billig- 50kr pr snude til en overdådig buffet med alt muligt lækkert- lammekølle, kyllingelår, kalkunrulle, culottesteg, hjemmebagt rugbrød med mandler, salater og bagte rodfrugter, franske oste og kager og leverpostej med bacon osv osv.
Prisen viste sig normalt at være 4-5oo kr pr kuvert, så hvem der har betalt alt det ved jeg ikke, men vi var stopmætte og det smagte forrygende.
Det blev en dejlig søndag.
Det eneste minus er at mine led og muskler værker, men det tager jeg gerne med for sådan en dejlig dag.

torsdag den 29. oktober 2009

Nye sokker til mor i Socks fra Hjertegarn

Chaplin- go home
Timeglashæl i vendestrik- sidder perfekt på foden

Der er også plads til mine storetæer og andefødder i de her sokker- ahhhh.

Så var der nye sokker til mor her i Hjertegarns sokkegarn p nr 2½ - og
strikket med timeglashæl og usynlig opslagning og fodformet tå. Min mor nægtede i 60erne at stoppe mine søde barnefødder i spidse sko, så jeg fik andefødder, og det har jeg så også i dag

tirsdag den 27. oktober 2009

Halstørklæde Vivian Høxbro i ensfarvet Kauni

Tørklæde Vivian Høxbro design

Så fik baskerhuen en makker. Det blev et tørklæde, der netop er kommet på http://www.viv.dk/ under gratis opskrifter og det var rigtigt sjovt at strikke.Det er som huen strikket i ensfarvet Kauni 2 trådet og pind nr 3½ og jeg synes det er blevet sjovt og spændende
Først strikker man den første farveskiftende række så lang man vil have den med 10 m og så tager man masker op med ensfarvet og strikker de10 p på langs og lader dem være. Så strikker man en enkelt lille flap i den næste flerfarvede række og så skifter man farve men på hveranden p strikker man det strikkede og den lange røde kant sammen med 2 vr sm. så får man en meget smuk afslutning på både for og bagsiden.

Jeg hæfter ende mens jeg strikker ved at strikke skiftevis over og under tråden, som når man strikker gobelinstrik. Det ser ud til at holde perfekt, så på første pind ved farveskift strikker man over og under den foregående tråd og på vrangpinden strikker man tilbage og på 3. pind over og under den nye farves lange skiftetråd. Så skal det hele bare klippes af når man er færdig. Jeg læste et sted at Kaffe Fassett hæfter undervejs og så gjorde jeg det også. Jeg ved ikke om han bruger samme metode, men den virker for mig.

Selvom det er forskelligt design, synes jeg de passer meget godt sammen.

lørdag den 24. oktober 2009

En dejlig københavnerdag


Jeg fik lige et lille kig på det nye skuespilhus, der, som det kan ses ligger på den modsatte bred af Operaen, men der sejler skam en lille havnebus, så det er en supersmart ide og måde at udnytte havnearealet på. Det nye Skuespilhus er flot men meget 60er inspireret og jeg er ikke sikker på det holder arkitektonisk på samme måde som operaen, da jeg synes det er for firkantet og ligner lidt for meget noget jeg kender i forvejen. Den slags bygninger må gerne være specielle og ikke have alt for mange referencer til noget man har set før.


Min rundtur i København rummede mange spøjse og sjove butikker- her en butik med anderledes julekugler
- og en chocoladefontæne- sådan en vil jeg eje i mit næste liv-


Chocoladebutikken med fontænen ligger næsten nabo til det gamle velansete konditori La Glace fra 1870 og jeg forskød min frokost, så jeg drak the og spiste theboller og vandbakkelse med moccacreme og glasur- en såkaldt Mocca Eclair


Ægte thebord hos La Glace- på sukkeret står der " Kager, kunst og kærlighed kvæler al besværlighed "
Det kan der jo være noget om!!!

Aftensmaden mandag var Suchi i Gothersgade. Det var en herlig øl brygget på grøn the, så den smagte af citrus.
og som min mand sagde- nu kan alle supermarkedernes suchi godt pakke sammen- det var bare mums- vi kunne bare ikke spise det hele

Frokosten mandag blev indtaget i RIZ- RAZ i Studiestræde og består af salater og verdens bedste falafel samt brød og alt muligt og umuligt salat.
Hos Bette Design i Klosterstræde mødte jeg Jane fra Malmø, der også er webstrikker- desværre for sent, så vi ikke kunne nå en kop the sammen. Hos Bette Design havde de fået nye kits fra Geilsk- sjovt at se den model man selv har været med til at strikke i en butik i København. Jeg købte selv kittet Spidskompetencer i Geilsk bomuld og uld i en lys petrolfarvet, så den glæder jeg mig til at skulle i gang med at strikke.
Iøvrigt var det en meget spændende butik at besøge.


Sommerfuglen i Vandkunsten blev selvfølgelig også besøgt og det er en superflot forretning.
Sommerfuglen havde en fantastisk flot udsmykning af sine vinduer- her er et eksempel på det


Høsten fra Københavnerturen. Det blev til nogle nøgler af Drops alpaka til babytøj, lidt papirgarn og et enkelt nøgle uld fra Noro samt noget flerfarvet uld, som jeg fejlagtigt troede var Hjertegarns tryllegarn, men viste sig at være fra Marks og Kattens- købt i Strikkestuen på hjørnet af Fiolstræde og Landemål- tror jeg den hedder.
Hos Bette Design fik jeg et kit til Spidskompetencer og hos Sommerfuglen fik jeg maskemarkører og en skildpadde i træ til at samle trøjer med.
Takke være HTs nye tiltag med en lille elektrisk bus i den indre by kom jeg også hjem og fik en dejlig tur til København.